Bemærk: Originalen er nyere end denne oversættelse.

Debians sociale kontrakt, version 1.0

Version 1.0 blev vedtaget den 5. juli 1997. Den erstattes af version 1.1, vedtaget den 26. april 2004.

Debian, der fremstiller Debian GNU/Linux-systemet, har skrevet Debians sociale kontrakt. Debians retningslinier for fri software (DFSG)-delen af kontrakten, oprindeligt et sæt løfter som vi er enige om at overholde, har fri software-fællesskabet taget til sig som basis for Open Source-definitionen (åben kildekode-definitionen).


"Social kontrakt" med fri software-fællesskabet

  1. Debian vil forblive 100 procent fri software

    Vi lover at Debian GNU/Linux-distributionen vil fortsætte som fuldstændig fri software. Da der er mange definitioner af fri software, har vi nedenfor tilføjet retningslinierne vi bruger til at afgøre om software er "fri". Vi vil understøtte de af vore brugere som udvikler og kører ikke-fri software på Debian, men vi vil aldrig gøre systemet afhængigt af ikke-fri software.

  2. Vi vil give noget tilbage til fri software-fællesskabet

    Når vi udvikler nye komponenter til Debian-systemet, vil vi licensere dem som fri software. Vi vil lave det bedste system vi kan, således at fri software får stor udbredelse og anvendelse. Vi vil give fejlrettelser, forbedringer, brugerønsker, osv., til "opstrøms"-udviklerne af programmer indeholdt i vores system.

  3. Vi vil ikke skjule problemer

    Hele vores database over fejlrapporter vil altid være åben for offentligheden. Rapporter som brugerne indsender via Internet, vil med det samme kunne ses af andre.

  4. Vi prioriterer vore brugere og fri software

    Vi styres af brugernes og fri software-fællesskabets behov. Vi vil prioritere deres interesser højest. Vi vil understøtte vore brugeres behov for at kunne anvende mange forskellige computer-miljøer. Vi vil ikke gøre indsigelser mod kommerciel software der er beregnet til at køre på Debian-systemer, og vi vil tillade andre at fremstille special-distributioner baseret på både Debian og kommercielle programmer, uden at de skal betale os noget. For at opfylde disse mål vil vi levere et integreret system af høj kvalitet, bestående udelukkende af fri software, uden nogen form for juridiske begrænsninger der forhindrer opfyldelsen af disse mål.

  5. Programmer der ikke lever op til vore fri software-standarder

    Vi anerkender at nogle af vore brugere behøver programmer som ikke opfylder Debians retningslinier for fri software. Til den slags software har vi oprettet områderne "contrib" (bidrag) og "non-free" (ikke-fri) i vores filarkiv. Programmerne i disse mapper er ikke en del af Debian-systemet, selvom de er opsat til brug sammen med Debian. Vi opfordrer cd-producenter til at læse licenserne til programmerne i disse mapper, og afgøre om de kan distribuere dem på deres cd'er. Derfor, selvom ikke-fri software ikke er en del af Debian, understøtter vi dets anvendelse, og vi leverer infrastrukturen (som for eksempel vores fejlrapporteringssystem og postlister) til ikke-frie softwarepakker.


Debians retningslinier for fri software (DFSG)

  1. Fri videredistribution

    Et Debian-komponents licens må ikke forhindre nogen i at sælge eller forære programmet væk som en komponent i en samlet distribution, bestående af programmer fra flere forskellige kilder. Licensen må ikke kræve licenseringsafgifter eller lignende ved et sådant salg.

  2. Kildekode

    Programmet skal inkludere kildekode, og skal tillade distribution i form af både kildekode og et oversat program.

  3. Afledte værker

    Licensen skal tillade ændringer og afledte værker, og skal tillade at disse distribueres under de samme betingelser som det originale programs licens.

  4. Forfatterens kildekodes integritet

    Licensen må kun begrænse distribuering af kildekoden i ændret form, hvis licensen tillader distribuering af "patch-filer" sammen med kildekoden med det formål at ændre programmet under oversættelse. Licensen skal eksplicit tillade distribution af programmer baseret på den ændrede kildekode. Licensen kan kræve at afledte værker har et andet navn eller versionsnummer end det originale program. (Dette er et kompromis. Debian-gruppen opfordrer alle forfattere til ikke at begrænse ændring af nogen filer, hverken kildekode eller oversat program.)

  5. Ingen diskrimination af personer eller grupper

    Licensen må ikke diskriminere nogen person eller gruppe af personer.

  6. Ingen diskrimination af anvendelsesområdet

    Licensen må ikke forhindre nogen i at bruge programmet indenfor et specifikt anvendelsesområde. Den må for eksempel ikke forhindre at programmet anvendes kommercielt eller i forbindelse med genetisk forskning.

  7. Distribution af licensen

    Rettighederne knyttet til programmet skal gælde alle, som programmet er videredistribueret til, uden at kræve yderligere licensering for disse parter.

  8. Licensen må ikke kun gælde Debian

    Rettighederne knyttet til programmet skal ikke være afhængig af at programmet er en del af Debian-systemet. Hvis programmet tages fra Debian og anvendes eller distribueres uden Debian, men ellers indenfor licensbetingelserne, skal alle parter som programmet er videredistribueret til, have de samme rettigheder som de licensbetingelser, der gives i forbindelse med Debian-systemet.

  9. Licensen må ikke smitte anden software

    Licensen må ikke lægge restriktioner på anden software som distribueres sammen med den licenserede software. For eksempel må licensen ikke insistere på, at alle andre programmer der distribueres på det samme medie er fri software.

  10. Eksempler på licenser

    "GPL"-, "BSD"-, og "Artistic"-licenserne er eksempler på licenser som vi betragter som værende "frie".

Ean Schuessler foreslog at nedfælde vores "sociale kontrakt med fri software-fællesskabet". Det første udkast blev skrevet af Bruce Perens og blev fuldstændiggjort af de andre Debian-udviklere i løbet af en månedlang e-mail-konference i juni 1997, og dernæst accepteret som Debian-projektets offentlige retningslinier.

Bruce Perens fjernede senere de Debian-specifikke referencer fra "Debians retningslinier for fri software", for at forfatte “Open Source-definitionen”.

Andre organisationer må låne fra og basere sig på dette dokument. Angiv i givet fald venligst Debian-projektet som kilde.